En 73-årig mand er blevet sigtet for at bryde jagtloven, efter han skød en ulv i Oksbøl. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Historien starter lørdag eftermiddag, hvor en jæger blev tilkaldt for at aflive et påkørt dyr. Men så skete der noget uventet.
Pludselig dukkede en ulv op og trak det påkørte vildt væk ind i skoven. Jægeren reagerede øjeblikkeligt og skød både det påkørte dyr og ulven.
Men her er problemet: Ulve er fredet i Danmark. Det betyder, at du ikke bare må skyde dem, selvom de opfører sig irriterende. Ulven var heller ikke til fare for mennesker.
Hvis du vil skyde en ulv lovligt, skal den først kategoriseres som en 'problemulv', og så skal myndighederne give dig tilladelse. Det havde jægeren ikke fået.
Faktisk er der kun blevet skudt én ulv lovligt i Danmark nogensinde. Det skete i januar, hvor en ulv fik lov at blive nedlagt med myndighedernes tilladelse.
Det var Naturstyrelsen, der anmeldte sagen til politiet lørdag aften, og nu må den 73-årige mand svare for sin handling i retten.