Fødevarecheck. Ny skattereform. Nedsat elafgift. Forhøjelse af ældrechecken og afskaffelse af afgifter på chokolade og kaffe.

Listen er lang over alt det, SVM-regeringen har lavet de sidste fire år. Og meget af det har sat penge i lommen på danskerne.

Men nu hvor valget er udskrevet, er det tid til at regne efter. Hvem har faktisk fået mest ud af regeringens politik? Og hvem har måttet se på, mens andre fik flere penge mellem hænderne?

TV 2 har gravet i tallene fra Finansministeriet for at finde svaret.

Da SVM-regeringen startede 15. december 2022, var Danmark ramt af vild inflation. Alt blev dyrere - især maden i supermarkederne. Og det var især dem, der i forvejen havde få penge, som mærkede det hårdest.