Valg bliver kaldt demokratiets festdag, men for Abdi Turyare er det mere som at blive inviteret til en fest, han ikke må deltage i.

Den 25-årige studerende fra København er født på Viborg Sygehus og har boet i Danmark hele sit liv. Men når der er folketingsvalg den 24. marts, kan han ikke sætte sit kryds. Hvorfor? Fordi han ikke har dansk statsborgerskab.

Abdi er ikke alene. Der er tusindvis af unge i Danmark, der er født eller opvokset her, men som ikke har stemmeret. Og det frustrerer ham så meget, at han delte et personligt opslag på Instagram i weekenden - et opslag der nu har over 4400 likes.

"Jeg har lukket politik ned i mit hoved, fordi jeg alligevel ikke måtte stemme. Man begynder at tænke: Hvad nytter det?" skriver han i opslaget.

Det er først for nyligt, at Abdi har turdet indrømme over for sig selv, hvor meget det egentlig påvirker ham at stå uden for det danske demokrati.

Hvis du scroller gennem Abdis Instagram, ser det ud som enhver anden ung danskers profil - billeder fra festivaler, fit checks og hverdagsstunder med vennerne. Men bag det normale ungdomsliv gemmer sig en følelse af at være sat uden for indflydelse på det samfund, han kalder sit hjem.