Hvis du som udlænding bliver dømt til bare ét års fængsel for alvorlig kriminalitet, skal du som udgangspunkt smides ud af Danmark. Det er regeringens nye plan.
Fredag præsenterede regeringen sit udspil til en helt ny udvisningsreform, der skal gøre op med de nuværende regler.
Baggrunden er, at der de seneste år har været flere sager, hvor udlændinge har begået grov vold og voldtægt, men alligevel ikke er blevet udvist. Det skyldes begrænsninger i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark skal følge.
Regeringen vil nu ændre dansk lovgivning, så den bliver skarpere end de internationale regler. Målet er at få flere kriminelle udlændinge ud af landet hurtigere.
Men spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre i praksis, når Danmark stadig skal følge internationale menneskerettigheder.