Hvis du er typen, der elsker når vinteren virkelig bider fra sig, så kan du glæde dig til lørdag.

En frisk vind fra sydøst kombineret med temperaturer lige under frysepunktet betyder, at det kommer til at føles sindssygt koldt ude.

"Hvis temperaturen for eksempel er minus én grad, vil vindens indvirkning gøre, at det føles langt koldere," forklarer meteorolog Lars Henriksen fra DMI til Ritzau. Han tilføjer, at temperaturen nogle steder vil føles som et sted mellem minus fem og minus 12 grader.

Det bliver skyet hele dagen, men heldigvis holder det tørt, så du slipper for regn eller sne oveni.

I aften og natten til søndag dykker temperaturen ned til omkring minus fire grader. Vinden vil dog aftage lidt frem mod søndag.