Forestil dig at være 22 år og så få at vide, at du mister din bil - den eneste måde du kan komme rundt på. Det er præcis det, der sker for Kristian Kjærgaard fra Morsø Kommune, som er født med cerebral parese.

Men nu får han hjælp fra en uventet kant. Socialdemokratiets handicapordfører, Morten Klessen, mener nemlig ikke, at kommunen nødvendigvis har forstået loven rigtigt.

"Jeg ville synes, det var rigtig ærgerligt, hvis vi tager fremtidsmulighederne væk fra en 22-årig ung mand," siger Morten Klessen.

Ifølge politikeren er det blevet meget sværere for mennesker med handicap at få en handicapbil. Og det er et kæmpe problem, mener han.

"Jeg synes, at vi skal kere os lidt mere om mennesker med handicap og kigge på de bevillinger, vi laver, og sørge for, at vi laver den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt, for det betaler sig i det lange løb," forklarer han.

For Klessen handler det om mere end bare transport. Det handler om at give unge som Kristian en chance for at leve et normalt liv.

"Vi skal nødig isolere mennesker som Kristian, så han ender med at sidde derhjemme og ikke kommer ud i samfundet," siger han.