28-årig Zahra Halane er blevet dømt fem års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS) i Syrien, hvor hun er blevet trænet til at begå terrorhandling.
Det har Retten i Aarhus netop afgjort.
Retten finder hende også skyldig i, at hun har ageret som husmor for dem og propaganderet for IS på sociale medier.
Ifølge domsafsigelsen er der lagt vægt på, at hun er rejst til IS, at hun blev gift med en IS-kriger, og gift igen, da han døde, ligesom hun selv modtog våbentræning.
Halane får desuden også advarsel om udvisning af Danmark.
Den dømte kvinde har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i anklagerne, men den forklaring har retten vurderet som værende utroværdig.
Flyttede fra Danmark som 5-årig
Zahra Halane og hendes tvillingesøster blev født i Skejby i 1997 af somaliske flygtninge. Som knap 5-årige rejste de med deres familie til Manchester i England, hvor de bosatte sig.
Som 16-årige – i 2014 – stak tvillingesøstrene pludselig af til Syrien. Halane har begrundet sin rejse til Syrien med, at hun skulle udføre velgørenhedsarbejde, men den forklaring vurderer retten utroværdigt.
De blev kort efter gift med hver sin Islamisk Stat-kriger.
Zahra Halanes mand havde britisk statsborgerskab, og var i Syrien fra han er 16 til 19 år, hvor han blev dræbt. De nåede kun at være gift et år og fik sammen en nu 9-årig søn. Efterfølgende gifter hun sig igen med en IS-kriger, som også dør i kamp.
Det fremgår af retsakter, at pigerne har haft en vis status i Islamisk Stat (IS). Retten lægger også til grund, at hun har ageret som husmor og derved bidraget til, at IS kunne opretholde sin tilstand.
Det er en usædvanlig sag i en dansk kontekst, hvor kvinder er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat og for at have levet i kalifat. Her blev hun undervejs i opholdet administrativt frataget sit danske statsborgerskab.
Sad i fangelejre
I marts 2019 blev de to søstre bragt til fangelejren Al-Hol i det nordøstlige Syrien, da det sidste IS-kontrollerede område faldt.
I 2024 besluttede Højesteret, at Halane skulle med sin søn til Danmark fra Al-Hol-lejren – til trods for at hun havde fået frataget sit statsborgerskab – fordi det ellers ville være brud på menneskerettighederne.
I det lys ville det også have været specielt, hvis Retten i Aarhus besluttede at udvise Zahra Halane fra Danmark permanent, som Anklagemyndigheden gik efter.
Retten i Aarhus har afgjort, at hun ikke kan udvises, fordi hendes nu 9-årige dreng – som er dansk statsborger – stadig er afhængig af sin mor, hvilket en børnesagkyndig også har påpeget.
At udvise Halane ville således være i strid med lovgivningen – også selvom drengen er blevet anbragt, lyder begrundelsen.
Men udvisning kan komme på tale, hvis hun bliver dømt igen.
Den dømtes tvillingesøster opholder sig fortsat i Syrien. Hendes lille søn døde undervejs i opholdet, og hun er derfor ikke blevet tilbudt evakuering som sin tvilling.
Opdateres...