I august fik folketingspolitiker Mai Mercado den hårde besked: Hun havde brystkræft. Men nu kan hun endelig trække vejret lettet.

På Facebook deler hun nemlig den gode nyhed om, at hun er færdig med sin kemobehandling. Og hun lægger ikke skjul på, hvor glad hun er.

'Farvel til kemo-land. I dag vinkede jeg endegyldigt farvel til kemo-land. Jeg er ufatteligt glad og lettet. I ain't coming back', skriver hun i opslaget.

Til TV 2 Fyn fortæller Mai Mercado, at hun føler, som om hun har gennemført og vundet et maraton. De seneste måneders behandling og sygdom har været en kamp, men nu er den del af behandlingen overstået.

Selvom kemoterapien er slut, betyder det ikke, at Mai Mercado er helt færdig med sin kræftbehandling. Men at have den tunge del bag sig er en stor lettelse for den 44-årige politiker.