Forestil dig at ligge i et shelter en frostklar nat og kigge op på stjernehimlen, mens du tænker på en, du har mistet. Det var præcis det, familien Kynde Tougård gjorde i den lille by Sønder Rind syd for Viborg.

"Vi kiggede op på den smukkeste, nye stjerne, der var kommet på himlen," fortæller mor Pernille Margrethe Bruun Kynde. "Det er nok ikke en stjerne, som ikke var der før. Men der var én stjerne, som lyste rigtig fint. Og så var der en masse stjerneskud. Så hun blev sendt godt afsted."

Dagen var startet helt anderledes. Lørdag morgen fik Pernille besked om, at hendes farmor - børnenes oldemor - var død efter flere års sygdom. Det var en besked, familien havde vidst ville komme, men det gjorde det ikke mindre trist.

"Det var den smukkeste dag. Hele familien var med til at synge hende ud fra plejehjemmet, og de andre beboere sang hende også ud til rustvognen," fortæller Pernille.

Selvom morgenen havde været fuld af sorg, ændrede det ikke familiens planer om at overnatte udendørs. I stedet blev det en måde at ære oldemors minde på - under den samme himmel, hun nu var en del af.