Hvis du har planlagt at score en kælk til weekendens snesjov, så skal du være hurtig. Butikkerne bliver bogstaveligt talt tømt for kælke, så snart de kommer på hylderne.

Men der er håb forude! Christoffer Roslyng Green fortæller, at der lige nu er lastbiler på vej ud med flere kælke, så flest mulige kan få glæde af sneen, mens vi har den.

Mange kunder risikerer at gå forgæves, når de skal købe en kælk. Derfor opfordrer Christoffer Roslyng Green til at tjekke butikkernes hjemmesider først, hvis du vil sikre dig, at der stadig er kælke på hylderne.

Hos kælkeproducenten Dantoy kan de virkelig mærke det hvide kaos. De har nemlig sendt næsten 40.000 bobslæder ud siden mandag morgen! Det fortæller direktør Marck Højbjerg Matthiasen til TV 2.

"Lige nu har vi meget travlt. Det er selvfølgelig fordi, at sneen er voldsom lige nu, så det er kommet bag på de fleste, at de lige pludselig skulle ud og købe en kælk. Det mærker vi selvfølgelig positivt," siger han.

Dantoy har måttet skalere helt op og sat flere montagehold ind, der skal samle kælke på fuld skrue for at følge med den sindssyge efterspørgsel.