Bare få dage inde i det nye år, og kommunerne i Midtjylland kan allerede mærke, at vinterbudgetterne bliver hakket i småstykker. Den hårde frost plus snefald betyder, at saltbiler og sneplove flere steder kører i døgndrift - og det koster kassen.
"Vi salter flere gange om dagen og bruger i gennemsnit 120 tons salt hver gang vi er ude," fortæller Søren Andersen, der er vintervagt i Herning Kommune.
Salt er ikke billigt, og lagrene i Herning skal fyldes konstant, hvis vejene skal holdes fri for sne og is. Det går stærkt gennem pengekassen.
"Vi har netop indkøbt for 900.000 kroner salt. Men med det tempo vi kører salt på lige nu, rækker det ikke længere end godt en uge," konstaterer Søren Andersen.
I Viborg Kommune har saltbilerne også haft travlt de seneste dage. Og med udsigt til mere sne og frost i ugens løb, er vinterbudgettet allerede under pres. Det siger Danmarksdemokraternes formand for Viborg Kommunes teknikudvalg, Torsten Nielsen.
"Når der kommer så store mængder sne, at vi skal sende alt materiel ud, så bliver det dyrt meget hurtigt," erkender han.