Hvis du var i Amager Centret onsdag aften, så har du måske set politibiler og ambulancer. En 19-årig kvinde blev nemlig stukket med kniv under et slagsmål og fik overfladiske skrammer.

Det bekræfter vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til TV 2 Kosmopol.

Alarmen gik klokken 18.02, og politiet rykkede massivt ud til shoppingcentret. De er stadig på stedet for at afhøre vidner og finde ud af, hvad der egentlig skete.

Den sårede kvinde blev kørt direkte på hospitalet, mens politiet anholdt en 20-årig mand, som de mener er gerningsmanden.

"Alt er roligt derude, og der er ingen fare på færde. Men vi vil være derude lidt tid endnu," fortæller Rasmus Nielsen til TV 2 Kosmopol.

Ifølge Ekstra Bladet har politiet en teori om, at den 19-årige kvinde og den 20-årige mand kender hinanden på forhånd. Det var altså ikke et tilfældigt overfald på en fremmed.