"Pas nu på!!" Det er ikke en joke - det er en alvorlig advarsel fra vagtchefen i Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag aften.
Politiet har nemlig fået flere meldinger om glatte veje i deres område. På X skriver de, at bilisterne skal sænke hastigheden og huske at holde ordentlig afstand til bilen foran.
Det er især i Stevns Kommune, at vejene er blevet pletvis isglatte. Ifølge Vejdirektoratet er der allerede blevet saltet i kommunen - du kan selv tjekke situationen på deres trafikkort.
Så hvis du skal ud og køre i aften - hvad enten det er hjem fra træning, på arbejde eller til venner - så tag det super roligt derude. Det er bedre at komme lidt for sent frem end slet ikke at komme frem.