Når klokken slår 12 nytårsnat, springer 61-årige Christina Morgenstjerne ind i det nye år på en ret vild måde. I stedet for den klassiske fest med venner og familie, har hun inviteret ni fremmede mennesker hjem i sin lejlighed på Amager.
Hvorfor? Fordi alternativet er at fejre nytåret helt alene. Og det gider Christina simpelthen ikke.
"Nytåret er for mig en fest. Derfor gider jeg ikke sidde alene nytårsaften," siger hun til TV 2 Kosmopol.
Og Christina er faktisk ikke så skør endda. Nye tal fra hjemmesiden nytårsvenner.dk viser, at hun er langt fra den eneste, der i år fejrer nytår sammen med folk, hun aldrig har mødt før.
Da Christina fandt ud af, at hendes venner havde andre planer nytårsaften, var hun ikke i tvivl. Hun måtte bare finde nogle nye at fejre årets afslutning med.
"Jeg elsker at holde nytår. Hvis ingen inviterer mig, må jeg jo selv invitere," forklarer hun.
Flere tusinde danskere gør det samme i år - de finder nye festkammerater online og åbner deres hjem for fremmede, bare for at undgå at være alene, når det nye år begynder.