Karsten Rothberg har arbejdet som rottefænger i mange år, men de seneste fem år har været helt vanvittige. Han oplever en voldsom stigning i rotterelaterede skader på kloaksystemet.
Problemet er ikke længere bare København - det spreder sig som en epidemi i hele hovedstadsområdet. De upopulære gnavere skaber flere og flere problemer for både boligforeninger og private.
"Der er ingen tvivl om, at antallet af rotter er steget de seneste år. Vi har fået meget travlt," siger Karsten Rothberg, der ejer KloakServiceKbh, til TV 2 Kosmopol.
Og han er langt fra den eneste, der mærker rotternes fremgang.
Sidste år kunne TV 2 Kosmopol afsløre et regulært "boom" i antallet af rotteanmeldelser. Dengang oplevede 9 ud af 20 kommuner en stigning.
Men nu viser en ny rundspørge blandt hovedstadsområdets 34 kommuner, at endnu flere melder om markante stigninger i antallet af rotteanmeldelser. Tallene er ret så vilde.