Opioider, kokain, amfetamin eller hash. I Thisted Kommune er de fuldstændig ligeglade med, hvad det hedder. Her siger de bare nej tak.
"Vi har ikke flere problemer end andre steder, tværtimod, men vi vil bare gerne gøre opmærksom på, at vi ikke vil have narkotika i bylivet," forklarer Jack Soleng, der arbejder som SSP-konsulent i Thisted Kommune.
Sammen med Thisted Rusmiddelcenter, politiet, Natteravnene og en masse restauranter har de startet en kampagne, hvor de siger "nej tak til narkotika og opioider."
"Det er no go, og det er et statement vi har haft i mange år," siger Jack Soleng.
Fredag aften gik hele banden på gaden for at teste og snakke med de unge om de farlige stoffer.
"Vi regner ikke med at finde nogle positive tests, det er mere for at få skabt dialogen med de unge," forklarer han.
To af dem, der lod sig teste, var Manna Olesen og hendes veninde, som begge var helt med på ideen om at vise, at de holder sig fra stofferne.
