M4-metrolinjen i København får snart to nye stationer i Nordhavn, og nu er navnene endelig på plads.
Når stationerne åbner i 2030, kan du se skiltene med navnene Levantkaj og Nordsø Plads. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.
Begge navne er lokalt forankrede og baseret på eksisterende stednavne med en tydelig maritim reference. Det skal skabe en naturlig kobling mellem Nordhavns havne- og kystmiljø og metrostationernes geografiske placering, forklarer Metroselskabet.
De to nye stationer bliver en forlængelse af M4-linjen fra den eksisterende station Orientkaj.
Udvidelsen til den ydre del af Nordhavn byder på en 1,6 kilometer lang højbane, der kører over jorden i stedet for under.