Hvis du bor på Fyn eller skal hjem til dine forældre der i juleferien, så hold øje. Antallet af indbrud er nemlig steget markant på øen i år, viser nye tal fra Rigspolitiet.

Politiet på Fyn har i 2025 modtaget hele 1.570 anmeldelser om indbrud. Til sammenligning var det kun 1.183 anmeldelser i hele 2024. Det er en vild stigning, og Fyn topper listen over, hvor indbrudstyvene er mest aktive.

Emil Rethmeier Madsen, der er analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd, indrømmer at det er svært at sige præcis, hvorfor tyvene lige har fået øje på Fyn.

"Men uanset er det et problem, vi ser på med stor alvor," siger han til TV 2.

Politiet har et godt råd, hvis du eller dine forældre skal af sted i juleferien: Tal med naboerne og få dem til at holde øje med huset. Det kan være forskellen på, om tyvene vælger jeres hjem eller går videre til det næste.