Det er lidt over halvandet år siden, at store dele af den ikoniske Børsen-bygning i København gik op i flammer. Nu sker der endelig fremskridt - Dansk Erhverv har taget de første lokaler i brug igen!
Selvom genopbygningen stadig har lang vej igen, er arbejdet kommet langt nok til, at flere mødelokaler kan bruges. Det drejer sig om den del af bygningen, der ikke brændte helt ned, men som stadig blev hårdt ramt af branden.
"Det er en milepæl i forhold til genopførslen af Børsen. Nu tager vi lokaler i brug og tager så at sige Børsen tilbage. Jeg tror ikke mange havde forestillet sig, at det kunne ske, da branden var i lys lue den forfærdelige dag i april 2024. Men nu er det en realitet, og det er helt fantastisk," fortæller Brian Mikkelsen.
I forbindelse med genåbningen har TV 2 Kosmopol været inde og filme i den historiske bygning. Det er første gang i lang tid, at man kan se, hvordan det ser ud derinde efter den dramatiske brand.