Forestil dig at være 9 år og sidde på Parken for første gang nogensinde. Du har din røde landsholdstrøje på og din bøllehat, og du hepper på Danmark sammen med din storebror og mor.

Det var præcis sådan Harald Fisker havde det - og det blev sandsynligvis den bedste dag i hans liv.

"Det var en fantastisk oplevelse," fortæller hans mor Susan Fisker til 'Go' morgen Danmark.

Harald elsker nemlig fodbold. Han ser det hele tiden, og han spiller det også selv. Men det er faktisk ret vildt, at han overhovedet kan det.

For da Harald kun var fem måneder gammel, fik hans forældre en brutal besked: Han ville sandsynligvis aldrig kunne gå.

I dag har Harald bevist, at lægerne tog fejl. Han løber rundt og sparker til bolden som alle andre børn. Og for fire uger siden skete der noget helt magisk.

Harald og hans bror fik pludselig en invitation fra Christian Eriksen selv - sammen med en særlig hilsen.

Fodbold betyder simpelthen alt for Harald, og nu havde han chancen for at møde en af sine største helte.