Da Betina Krogh Hansen mistede sit barn på terminsdagen, havde hun bare lyst til at komme væk fra det hele. Men der var én sætning, der blev ved med at spøge i hendes hoved.
"Man skal sige goddag, før man kan sige farvel," fortæller hun.
Hun havde hørt en psykolog sige det engang. Hun husker ikke hvem. Bare ordene - og de blev til hendes redning, da verden føltes allermest imod hende og hendes familie.
På fødestuen fik hun og hendes mand det forfærdelige budskab: Der var ingen hjertelyd på barnet. Hun skulle stadig føde, selvom barnet var dødt.
"Jeg lå der og havde egentlig bare lyst til at få det overstået. Men jeg vidste også godt, at der var noget helende i at få det gjort, som var han levende. Så ens hoved er med, mens det sker," forklarer hun.
Betina, der til dagligt arbejder som jordemoder i Gødstrup, valgte sammen med sin mand at køre hjem om aftenen. De ville føde som planlagt dagen efter - selvom de vidste, hvad der ventede.