Inge stirrede intenst på skranken, mens medarbejderen hentede guldbarrer frem. Hun var i guldbutikken Tavex på Vester Farimagsgade i København sammen med en kvinde ved navn Helle, som bar en rygsæk.
Helle fortalte medarbejderen, at hun var Inges datter. Men det var løgn. Til Inge havde hun sagt noget helt andet - at hun var del af en "hemmelig politiaktion", som Inge skulle hjælpe med. De skulle angiveligt lokke nogle svindlere frem ved at købe guld.
Hvis Inges rigtige datter havde vidst, hvad hendes mor lavede den fredag eftermiddag, ville hun have fået et chok. Men operationen var jo fortrolig - Inge måtte ikke fortælle nogen om det "hemmelige samarbejde" med politiet.
Inge fik udleveret otte guldbarrer i sorte æsker. Helle greb dem lynhurtigt og puttede dem ned i sin rygsæk.
Da Inge tog en taxa hjem, anede hun stadig ikke, at der slet ikke var nogen fælles mission med politiet. Hun vidste heller ikke, at hun lige var blevet snydt for en formue.