De har delt flyers ud for at advare folk mod ham. De har politianmeldt ham. De har endda filmet det hele og lavet videodagbogen 'Præstevænget 38', som du kan følge på Instagram og Facebook.

"Det er for at advare andre familier, så de ikke kommer til at stå i samme situation, som vi står i. Det har ikke været rart. Det er fuldstændig grotesk, at han bare kan få lov at fortsætte," siger Mikkel Kring Janjic til TV 2 Kosmopol.

De seneste fem år har han og hustruen Snezana Kring Janjic brugt oceaner af tid og kræfter på at advare andre mod at bruge den entreprenør, som stod bag ombygningen, tilbygningen og renoveringen af det hus, de troede var deres drømmehus.

"Jeg har aldrig i mit liv set så mange sindssyge løsninger," siger Mikkel Kring Janjic.

Men ret beset er der ikke tale om løsninger overhovedet. Det er bare det ene lysende eksempel på ekstrem byggesjusk efter det andet.

I juli 2020 købte de det, som blev præsenteret som en gennemrenoveret bolig. Men virkeligheden var en helt anden. Huset var så dårligt bygget, at det nærmest var farligt at bo i.

Parret endte med at vinde en millionerstatning i retten - men entreprenøren er gået konkurs, så pengene kommer de aldrig til at se. Nu bruger de deres tid på at sikre, at andre familier ikke kommer i samme fælde.