Den britiske forfatter Sophie Kinsella, som står bag de populære Shopaholic-bøger, er død. Det bekræfter flere britiske medier, herunder The Guardian.

Sophie Kinsella - som egentlig hed Madeleine Wickham - blev kun 55 år gammel. Hun har kæmpet mod en aggressiv form for hjernekræft, siden hun blev diagnosticeret i slutningen af 2022.

I april sidste år valgte forfatteren at fortælle offentligt om sin sygdom. Hun havde fået konstateret glioblastom, som er en særligt aggressiv type hjernekræft.

På hendes Instagram-profil blev der onsdag lagt et rørende billede op med beskeden om hendes død. "Vi kan ikke forestille os, hvordan livet vil blive uden hendes lys og kærlighed til livet," skrev familien.

Madeleine Wickham startede sin forfatterkarriere allerede i 1995. Frem til 2001 udgav hun syv bøger under sit eget navn, fortæller The Guardian.

Men det var i 2000, at hun for alvor slog igennem. Her udgav hun sin første bog under pseudonymet Sophie Kinsella - den første bog i Shopaholic-serien. Serien følger journalisten Rebecca Bloomwood gennem hendes arbejdsliv, kærlighedsliv og ikke mindst hendes shoppingmani.

Shopaholic-bøgerne blev et kæmpe hit og er blevet læst af millioner verden over. Serien har gjort hverdagskaos og shopping til underholdende litteratur, som mange kan genkende sig selv i.