Smilet er der stadig, men det er ikke helt det samme. Nicolai Larsen står på kunstgræsset i Silkeborg med sin sorte Adidas-hue trukket ned over hovedet. Han elsker stadig at træne - det er det, der giver ham mest glæde i livet. Men lige nu er der noget, der gnaver.

'Det her er en del af gamet, må jeg erkende. Men selvfølgelig er jeg både sur og skuffet, fordi det er mig, det går ud over,' siger Nicolai Larsen lige ud af posen.

Silkeborg-anføreren holder ikke noget tilbage. Han er blevet fravalgt, og det gør ondt. For en spiller, der har givet alt for klubben og båret kaptajnsbindet med stolthed, er det et hårdt slag at få.

Men Larsen er professionel nok til at vide, at det er sådan fodbold fungerer. Spillere kommer og går, beslutninger bliver taget, og ikke alle kan være tilfredse. Det gør det bare ikke mindre surt, når det rammer en selv.

Trods skuffelsen fortsætter han med at møde op til træning hver dag. For ham handler det ikke kun om at spille kampe - selve træningen og fællesskabet med holdet er det, der driver ham. Men under overfladen er det tydeligt, at fravalget har sat sine spor.