Over 900 mennesker har mistet livet i voldsomme oversvømmelser og jordskred på øen Sumatra i Indonesien. Det viser nye tal fra landets katastrofemyndigheder.

410 mennesker er stadig savnet efter katastrofen.

Det hele startede tilbage i november, hvor ekstreme regnmængder skabte massive oversvømmelser i Syd- og Sydøstasien. Men dødstallet bliver ved med at stige - på tværs af fem lande var tallet fredag oppe på 1750 døde.

I Aceh Tamiang-regionen på nordøstkysten af Sumatra må overlevende nu gå i over en time bare for at nå frem til et center, hvor de kan få nødhjælp.

På vejen kæmper de sig forbi træstammer, der ligger spredt overalt, og biler der er vendt på hovedet. Det er et totalt kaos.

Den 14-årige kostskoleelev Dimas Firmansyah fortæller, at det i en periode var helt umuligt at komme væk fra Aceh Tamiang. Sammen med andre elever var han fanget på stedet under oversvømmelserne.